Derfor skal du træne din nye læring når du kommer hjem!

Hvor meget har du med i rygsækken?
Er du en af de mange, der oplever svingende resultater af efteruddannelsen? Vi mener, sammen med en masse andre, at der skal gøres noget ved det! Bjarne Wahlgren og Bent Gringer har skrevet artiklen “Transfer kræver træning”, som er fyldt med overvejelser om, hvordan man får større succes med efteruddannelser. Den artikel er der i dén grad brug for, for vi bruger faktisk kun 15% af det vi lærer på efteruddannelsen, når vi træder ind tilbage på arbejdspladsen. Det er ikke et specielt imponerende tal, men vi kan heldigvis gøre noget ved det!

Inden vi kaster os ud i hvordan vi vender mere teori til praksis, er vi nødt til at definere “transfer”. Det leder tankerne hen imod fodbold og klubskifte, men det er en helt anden slags transfer vi taler om i dag – nemlig transfer af viden.

Transfer, at flytte ting fra A til B, er processen hvor vi omsætter teori til praktiske situationer. Sagt med andre ord; det er hvad du har med i rygsækken fra efteruddannelsen, og kan hive frem på arbejdspladsen.

Vi er blevet inspireret af artiklen, og med rod i vores egne erfaringer, har vi lavet 3 råd til hvordan vi sammen sikrer mere transfer.

Efteruddannelse – gør det fordi du har lyst!

Du synes måske det virker åbenlyst, men du skal tage på efteruddannelse, fordi DU har lyst! Det skal du, fordi du i sidste ende bliver dygtigere, hvis du er motiveret til at lære. Kort sagt; jo større din motivation er, jo større er chancen for at du bliver dygtig.

Det du lærer hænger også bedre fast i hukommelsen, hvis du er motiveret. Og jo mere du kan huske, jo mere kan du hive frem og inddrage på arbejdspladsen – altså øger du transferen.

Din motivation styrer som sagt hvor dygtig du bliver, og derfor er det vigtigt, at du selv tager valget. Hvis du er i tvivl om du skal tage på efteruddannelse, er du nødt til at trykke “pause”, og føle efter. Der er ingen der vinder, hvis du tager en efteruddannelse, du i virkeligheden ikke ser dig selv i. Hverken dig selv eller din arbejdsplads.

Ha’ dig selv med i processen,

Gør teorien praktisk!

Som lærer på en efteruddannelse, er det ikke nok at citere læringsmaterialet. I hvert fald ikke hvis du skal skyde læringstransferen helt til tops. International forskning viser nemlig, at sandsynligheden for transfer, er større, hvis du fokuserer på forståelse frem for udenadslære. Det giver i virkeligheden god mening. Ting du har lært rigtigt godt og forstår principperne bag, er lettere at anvende i praksis.

Det er derudover godt, hvis du får brugt en masse praktiske eksempler! Praktiske eksempler giver nemlig bedre kobling imellem teori og praksis.

Når dét så er sagt, krævet noget undervisning flere praktiske eksempler end andre. Hvis du skal lære folk at vaske hænder, ligger undervisningen tæt op af den praktiske situation. Det er nær-transfer, og betyder at du ikke behøver så mange eksempler. Hvis du i stedet underviser i kriseteori, skal læringen bruges i situationer, der ligger langt fra læringssituationen. Derfor er der brug for flere praktiske eksempler, hvis transferen skal øges.

Hold din teori praktisk, så længe det giver mening, og øg chancerne for transfer.

Arbejdspladsen sætter rammen

Som leder kan du have de dygtigste og mest veluddannede ansatte, men hvis du ikke bringer deres talenter i spil, er det helt lige meget. De ansatte har værktøjerne, men du er nødt til at levere byggepladsen!

Faktisk er arbejdspladsens rammer den afgørende faktor, for om der sker meget eller lidt transfer. De ansatte ved de samme ting i forskellige kontekster, men det er forholdene der afgør, om deres viden kommer på banen. Og som leder kan du hjælpe transferen godt på vej.

Det gør du blandt andet ved at sikre en uddannelseskultur, der giver plads til at udforske nye muligheder. Samtidig skal du sørge for, at miljøet lægger op til idé-udveksling. Hvis dem der har været på efteruddannelse bliver “lukket ned” af dem der ikke var, sker der ingen transfer.

Derfor er det vigtigt at du tænker over hvordan din virksomhed og miljøet er skruet sammen.

Selv med vores gode råd får du ikke skudt transferen til vejrs på 0,5. Men de lægger et solidt fundament for mere fremtidig transfer!

Tak fordi du havde lyst til at læse med!